Tyrkisk byrådsmedlem

Interview med Yusuf Koçak på Midtsjællands Lokalhistoriske Arkiv d. 11-04-01.

Af Michel Steen-Hansen

Yusuf Koçak er en af de indvandrere der har været aktiv på mange fronter siden han kom til Danmark. Han har været med i det aktive arbejde omkring de etniske foreninger. Han er også politisk aktiv og har de seneste år siddet i Ringsted Byråd for Socialdemokratiet. Han er en af de meget synlige tyrkiske indvandrere i Ringsted.

Yusuf Koçak kom til Danmark 1970. Den 12. marts kom han til Havdrup. -Jeg  kom som turist. Min fætter havde søgt arbejde til mig forskellige steder. Dengang skulle jeg uden for Danmark for at søge arbejds- og opholdstilladelse. Det nærmeste sted var Hamburg.

I første omgang fik han afslag på arbejds- og opholdstilladelse på den danske ambassade i Hamburg. Han havde ventet i 1½ måned. Derefter fik hans storebror som arbejdede på Cronit Støberiet i Solrød sin arbejdsgiver til at skrive et brev som han sendte til Yusuf i Tyskland og det hjalp. Yusuf var i alt 110 dage i Hamburg.

-Jeg prøvede at lære tysk. Jeg kunne være tolk for de andre tyrkere som ikke kunne tysk. I  Tyskland arbejde jeg sort. Fordi jeg ikke havde arbejds- og opholdstilladelse. Jeg var der som en slags tillidsmand for de tyrkere der var der. Jeg var kun 23 år gammel. Det var en engros grønthandel. Jeg var både tolk og truckfører.

Arbejdsgiveren ville gerne have jeg blev der, og lovede at ville sørge for opholds og arbejdstilladelse. Men min storebror sagde nej. Han ville have vi skulle blive sammen. Og jeg skulle derfor op til ham i Danmark. Jeg havde ellers et godt arbejde i Hamburg og fik tilbud af hans meget smukke datter om at lære tysk. Vi var gode venner.

Men jeg skulle til Danmark. Hver dag gik jeg til ambassaden og tjekkede om jeg stod på listen blandt dem der havde fået opholds- og arbejdstilladelse. Der var mange andre, der fik det og dem hjalp jeg med at ordne deres papirer.

Før jeg rejste fra Tyrkiet var jeg lige blevet færdig med militærpligten derhjemme og min storebror var rejst til Danmark fordi han var inviteret af min fætter. Der var mange andre der også rejste derop. Fra vores landsby var det omkring 80. Og de fik arbejde. Problemet for min fætter var, at han skulle bruge penge til rejsen for dem han inviterede. Derfor samlede han penge fra dem, som allerede var kommet og havde fået arbejde.

I folkeskolen havde vi lært, at Danmark var en lille prik på verdenskortet. Så vi vidste ikke noget om landet.

Min fætter var i Tyskland fra 1963 som arbejder, så han havde lært tysk. Han hørte at I Danmark var der smukke piger og frihed. Han blev fristet til at tage til Danmark. Brugt pengene til ny invitation kostede 800 Kroner (men skulle betaler til tyrkiske ambassada for evt. tilbagerejsen,).

Da han skulle havde indrejsetilladelse i Danmark, spurgte toldereren, om han blev i Danmark for at arbejde og så sagde han ja. Han fik arbejds-og opholdstilladelse med det samme. Og på de arbejdspladser spurgte de, om ikke han kunne skaffe noget arbejdskraft. Det tændte lyset for ham og han inviterede folk fra Tyrkiet, hvor arbejdsløsheden på det tidspunkt var stor.

Det var på den måde vi kom til Danmark. Min storebror kom først. Fordi jeg skulle passe huset, jeg var jo den ældste, da han rejste. Jeg skulle også holde mit eget bryllup, da min far var død og min mor kunne ikke klare det. Så der var mange ting jeg selv skulle sørge for. Min storebrors kone og børn skulle forsørges og jeg skulle passe jorden.

Men pludselig fik jeg brev fra min fætter, som inviterede mig til Danmark for at arbejde. På det tidspunkt arbejdede jeg i amtet på kontor. Vi lavede vandkanaler  på det kontor, hvor jeg var kontorassistent. Jeg havde fået nogle kontorkurser i hæren.

Jeg var på kontoret i ½ år på prøve og skulle fastansættes i marts 1970. Samtidig fik jeg det omtalte brev fra Danmark. Jeg sagde til chefen, at jeg ville prøve at rejse til Danmark. Han lovede at jeg ville få arbejdet, hvis jeg kom tilbage. Han var glad for mig som arbejdskraft bl.a. fordi jeg havde lært at skrive på maskine i de 24 måneder jeg var inde og aftjene værnepligt. Det var der ikke så mange der kunne.

I hæren var jeg kontorassistent i 1 ½ år.  Jeg kan huske at kommandanten var overasket over, at jeg kunne 10-finger system. Men det kan jeg desværre ikke mere, fordi jeg ikke har brugt det siden.

Jeg ville prøve det spændende nye Danmark med en anden kultur og religion. Jeg havde før boet i Istanbul, og jeg ville hellere bo i en stor by end i landsbyen. Da jeg kom til Danmark var det i første omgang Gadstrup i nærheden af Havdrup jeg kom til. Her boede min storebror. Der boede vi 30-35 mennesker i en lejlighed på 100 m² Der var mange der sad og sov på gulvet. Der var jeg i en måned. Jeg sov måske 2 gange liggende ellers sad vi og sov. De muligheder vi havde var, at fik man arbejde, så fik man også bolig i nærheden af arbejdspladsen. Vi havde det meget slemt dengang.

Jeg tog så til Tyskland og fik min arbejds- og opholdstilladelse og kom til Havdrup igen. Jeg fik arbejde på Cronit Støberiet i Solrød. Der var min storebror også. Men det var et dårligt tidspunkt, jeg kom til Danmark igen. Fordi det var d. 22. juli 1970 og da var det sommerferie. Så var arbejdspladsen lukket og de skulle starte ugen efter. Jeg skulle rundt og hilse på alle de andre og prøve at snakke med dem. Men det var ikke så nemt. Når man ikke kan sproget.

Min storebror havde købt en knallert for at køre på arbejde. Det var spændende og jeg skulle også lære det.  Jeg havde lært at cykle i Tyrkiet, men ikke knallert. På et tidspunkt blev jeg udsat for en trafikulykke, hvor jeg blev påkørt af en lastbil bagfra. Jeg blev indlagt på Roskilde Amts Sygehus i 35 dage.

Men jeg har oplevet mange ting. Jeg var 23, da jeg kom til Danmark. Jeg var blevet færdig med militærpligten i marts 1969.  Jeg blev gift i  november 1969 og havde kun været gift 3-4 måneder, da jeg rejste til Danmark.

Det var ikke nogen nem beslutning, men jeg lovede min kone, at jeg ville invitere hende, så snart jeg fik arbejde og bolig, så hun blev beroliget. Hun havde jo heller ikke andre muligheder. Min svigerfar ville godt nok  ikke ha’ at jeg tog hende med. Det var ukendt land. Men jeg sagde til ham at hvis ikke jeg måtte tage hende med, måtte han beholde hende og så accepterede han også.  Det var ikke så nemt for hverken mig eller min kone. I marts 1971 kom hun herop, et år efter jeg var kommet herop.

Den første tid i Danmark

-Jeg havde mange sjove og dejlige oplevelser lige da jeg var kommet herop. Jeg boede i Havdrup sammen med min storebror, hvor vi lærte en familie at kende. Manden hed Anton, hans kones navn kan jeg ikke huske, fordi vi kaldte hende mor. De inviterede os tit over til sig for at se fjernsyn, som var noget helt nyt for os og så fik vi kaffe. Det var min bror, min anden fætter og mig. De ville prøve at lære os dansk.

Jeg kan huske engang vi talte om én hvor min bror sagde ”Han er til knallertdoktor”. Jeg forklarede datteren på tysk, at de skulle sige til min bror, at han ikke skulle sige knallertdoktor, men bruge det rigtige navn ellers ville han aldrig lære sproget.  Hvis man siger det andet bliver man bare til grin. Derfor er sproget vigtigt.

Og hendes forældre ville gerne have, at jeg var mere sammen med deres datter bl.a. for at lære sproget, men min storebror var meget imod. Vi var gode venner alligevel, men ikke så godt som jeg i hvert fald gerne ville.

Der var engang de inviterede os til at se tv. Min fætter og jeg. Moderen begyndte at lave mad og spurgte om vi ville spise med.  I Tyrkiet skal man spørge, måske 10 gange om sådan noget. Først siger man nej og så spørger man igen og igen indtil man siger ja. Her skete ikke det samme. Hun spurgte kun én gang og vi sagde nej tak af høflighed. Vi var godt nok meget sultne og ventede at hun skulle spørge igen . Vi kunne ikke forstå, hvorfor hun ikke spurgte igen. Men de spiste bare og da de var færdige, spurgte hun os. ”Hva’ så - vil I have kaffe” og med det samme sagde vi ”ja tak, ja tak” fortæller Yusuf med et stort grin. Vi havde jo fundet ud af, at hun ikke ville spørge igen.

En anden gang havde de inviteret os til julefrokost. Vi var vant til, at når vi i Tyrkiet gik i gang med en flaske Raki (tyrkisk snaps), stoppede vi først når den var tom. Men til denne frokost  foregik det helt anderledes. Vi fik meget små snapseglas som vi ikke kendte fra Tyrkiet og vi fik kun én snaps. Så var det slut. Vi spørger hinanden på tyrkisk ”kan vi få en til”, men turde ikke spørge på dansk. Det var meget mærkeligt for os.

En anden historie stammer fra dengang jeg var indlagt på sygehuset. Vi skulle have kød. Og jeg spiser ikke svinekød. Jeg kan simpelthen ikke få det ned på grund af alle de historier jeg har hørt om det, da jeg var barn.  Jeg spurgte en tysker der lå ved siden af mig, hvad det var for noget kød vi skulle have, på tysk, for jeg kunne ikke dansk på det tidspunkt. Han fortalte at det var girafkød – men jeg kunne ikke forstå det. Så han tegnede en og pegede på den – ”gud kan man også spise den ” sagde jeg. Og så grinede de alle af mig, for selvfølgelig var det ikke giraf.

Arbejdet

-Efter jeg fik arbejds- og opholdstilladelse flyttede jeg ind hos min bror i Havdrup. Vi arbejdede på Cronit Støberiet, og jeg arbejdede ved samme maskine som min storebror. Det var skifteholdsarbejde, hvor vi skiftede kl. 15. Efter min ulykke havde jeg stadig ondt i benet, men jeg var nødt til at arbejde, for jeg kunne ikke få penge andre steder fra, så jeg var ligeglad med smerterne og arbejdede bare alligevel.

Jeg arbejdede altså, men efter et par måneder blev jeg fyret, p.g.a. jeg snakkede så meget med danskerne og var tolk for tyrkerne. Danskerne var interesseret og snakkede med mig, hjalp mig og prøvede at lære mig om arbejdsforhold og at tale dansk. Så arbejdsgiveren var ikke så glad for mig.

Jeg lavede nok også for meget vrøvl  - eller rettere- så kan man jo ikke passe sit arbejde, når man snakker for meget. Maskinen kører ikke af sig selv, så jeg fik min fyreseddel.

Der bor mange tyrkere i Ringsted, en af dem jeg kendte fra min egen landsby sagde, at han kunne godt skaffe mig arbejde i Ringsted på RIMAS. Han spurgte hvad jeg kunne lave. Jeg kunne svejse, fordi jeg havde været i lære i ½ år i Tyrkiet, hvor jeg lærte det.

Til Ringsted

-Jeg flyttede til Ringsted 27. dec. 1970, da jeg blev ansat på RIMAS (Ringsted Maskinfabrik) som svejser.  Jeg begyndte lige efter nytår 1971. Jeg boede på Roskildevej 70, som var en bygning som RIMAS ejede. Her fik jeg et værelse, hvor jeg skulle bo i fællesskab med en anden.

Men jeg var der ikke så længe, for jeg fik en dejlig fødselsdagsgave i marts 1971, hvor jeg fik min fyreseddel p.g.a. oliekrise, og de skulle derfor skære ned.

Jeg søgte arbejde forskellige steder og var heldig at få arbejde hos Gunnar Hansen (GH beton) hurtigt. Ejerens søn Per Hansen var glad for mig, så vi snakkede en del og jeg blev da også på virksomheden i ca. 5 år, hvor jeg arbejde som svejser på værkstedet, indtil jeg startede på slagteriet.

Boligen

-Jeg boede på værelset på Roskildevej, i starten, mens jeg arbejde hos GH, men jeg søgte lejlighed fordi jeg ville jo gerne have min kone med herop. Jeg fik en 2-værelses lejlighed i Nørregade 31. Den var stor nok til os to, og vi var glade for den.

Vi fik vores første barn i 1972, og så begyndte der selvfølgelig at være mindre plads til os, men vi boede der indtil 1975. Så flyttede vi til en 3-værelses lejlighed i Søgade 7. Selvom den var dårligt vedligeholdt, havde vi brug for mere plads, fordi vi havde fået endnu et barn. Mens vi boede her fik vi det tredje barn og så sagde jeg nu må det være nok. Vi flytter til blokkene. Så vi fik en 4-værelses lejlighed i Sdr. Park. nr. 7. Her boede vi indtil vi købte huset i 1991.

Da min kone kom herop i 1971 arbejdede jeg på GH, hvilket jeg var meget glad for. En uge efter hun var kommet, fik jeg arbejde til hende på Fjerkræslagteriet. I april måned.

Hun var glad for at arbejde der, fordi der var en del kvinder fra vores landsby, der arbejdede der og så kunne hun snakke med dem i stedet for at sidde derhjemme alene.

Der er nogle sjove ting jeg kan fortælle fra den tid. Jeg arbejdede på GH og min kone på Fjerkræsslagteriet, vi boede i Nørregade. Vi afleverede vores datter til dagplejen i Benløse. Derefter kørte jeg på knallert sammen med min kone  tilbage til fjerkræslagteriet, og jeg kørte så selv tilbage til GH Beton i Benløse. Sådan var det hver dag. Det var en lang vej, men vi havde ikke mulighed for at købe en bil. For vi ville spare op, så vi kunne købe et hus og lægge noget til side, så vi kunne rejse hjem igen. Det var jo ikke meningen vi ville blive her i starten.

At rejse hjem

-Men meget hurtigt når vi diskuterede med de andre tyrkere, og snakkede om at rejse tilbage, så sagde jeg altid: ”Jeg vil ikke rejse tilbage når først mine børn er vokset op og har gået i skole i Danmark”. De andre sagde så til mig: ”Jamen så bliver du umuslimsk”. Men det var jeg egentlig ligeglad med. Jeg blev selvfølgelig upopulær, når jeg sagde sådan. Men for mig var det vigtigt, at når først børnene var begyndt i skolen så skulle de ikke tilbage. Det ville jo ikke være nemt for børnene, hvis vi pludselig skulle tilbage.

I Tyrkiet havde vi et hus. Det er nu revet ned. Det var min fars, men det var ikke det, der var planer om at vi skulle bo i dengang, da vi ville rejse tilbage. Vi havde planer om at flytte til en stor tyrkisk by og købe et hus der, men den drøm blev aldrig til noget. For vi kunne ikke samle så mange penge som vi drømte om.

Første generations indvandrere taler generelt altid om, at de vil rejse hjem, men de rejser jo ikke. Når de først har været hos lægen og på sygehuset et par gange så opgiver de det. Det er jo meget bedre her, end dernede hvor servicen er dårligere.

Umuslimsk

-Jeg syntes ikke jeg er blevet umuslimsk, som mine venner sagde at jeg ville blive, hvis jeg blev i Danmark. I hvert fald ikke i det danske samfunds øjne, men min mening har ændret sig om mange ting. Før i tiden tænkte jeg meget på det tyrkiske nationale. Nu er jeg ligeglad med tyrkiske politik. I tyrkisk politik tænker de ikke på mennesker. Derfor har jeg droppet interessen. Jeg er dansker og jeg bliver her. Men jeg er stadig muslim.

Inden jeg kom til Danmark, var min far skolelærer. Han kunne både det arabiske og tyrkiske alfabet. Når han skrev arabisk (Muska) diskuterede jeg tit med ham. Engang sagde jeg til ham: ”Den arabiske bog læser du meget i, men du er Atatyrks lærer. Du skal af med en af dem. Enten slips eller bogen. Ellers går jeg til ministeriet.” Han blev bange for at jeg ville gøre det, men selvfølgelig ville jeg aldrig gøre det mod min far. Men siden den dag var den bog væk. Han holdt op med at skrive arabisk og sagde: ”Jeg er Atatyrks lærer og jeg vil hellere beholde mit job end skrive arabisk” .

I Tyrkiet har vi ligesom i Danmark mange forskellige slags mennesker. Vores muslimske holdning er, at vi ikke går så meget op i religionen. Vores slogan er, at man først skal tænke på mennesker, først derefter kommer gud og religion. Når man ikke ser mennesker som mennesker, er man gået for vidt. Man skal være sådan, som man selv vil behandles. Derfor går jeg ikke så meget op i religion. Vi har flere forskellige religiøse holdninger og for nogle er det kun religionen der tæller. Vi har to forskellige slags muslimer i Tyrkiet. Jeg hører til dem der syntes mennesker kommer i første række og først derefter religion og politik.

Når jeg siger vi har to forskellige grupper i Tyrkiet så er de to store grupper af sunni og alevi.

Men der er store forskelle inden for begge grupper. Der er nogle der er meget religiøse inden for begge grupper, så man kan ikke skelne på den måde. Det er lige meget hvilken religion og nationalitet de kommer fra. Nogle er gode og andre er onde. Ligesom der er gode mennesker både i Tyrkiet og Danmark. F.eks. skal man passe på i lommer hvis man tager til Istanbul, men det skal man jo også, hvis man tager til København.

Men jeg er alevi[1]-Bektaş-i, og er også glad for det. ”Hünkar Bektaş Veli” [2] er opvokset i Anatolien og det var ham der sagde, at kvinderne skulle have mulighed for at gå i skole og lære at læse og skrive. Han gik ind for lighed for mænd og kvinder, så hans politikker var meget gode.

Jeg kunne ikke mærke den religiøse forskel i den tyrkiske gruppe, da jeg kom til Danmark. Jeg havde boet i Istanbul fra 1963-67, hvorefter jeg skulle hjem og være soldat. Der var ikke så stor forskel på Istanbul og Danmark dengang. Undtagen sproget. Jeg syntes ikke, der var så stor religiøs forskel.

Da jeg kom til Ringsted var der ca. 35 fra min landsby der boede her. Vi var fire søskende her i landet. Tre af dem rejste til Tyskland, en til Hamburg og to til Frankfurt. Jeg fik også tilbuddet om at komme til Tyskland. Men jeg var træt af de store byer og jeg var glad for Ringsted. Jeg kunne godt lide det lille samfund, hvor der ikke var så meget larm, så jeg besluttede mig til at blive i byen. Og jeg er stadig glad for at være her.

Foreningerne

-I Ringsted var der nogle hundrede indvandrere i starten af 70’erne. De fleste var tyrkere. I Sct. Knudsgade havde vi et hus, vist nok et samarbejde mellem kommunen og Lions. Det var vist i 1971, vi fik det. En af grundene var, at der stod mange og hang på banegården, fordi der ikke var nogen steder at være. Med et sted at samles, kunne vi hjælpe hinanden. Det var myndighedernes mening med et samlingssted, så vi kunne støtte hinanden i stedet for at stå og genere de søde piger (siger han med et stort smil). Men det vendte om så pigerne kom og besøgte os i klubben, det var en dejlig udvikling.

I klubben i Sct. Knudsgade var jeg med i bestyrelsen i flere omgange. En af de første oplevelser omkring huset glemmer jeg aldrig. I Tyrkiet ville en ingeniør eller læge aldrig lave manuelt arbejde, f.eks. male eller grave. Noget af det første vi oplevede i Sct. Knudsgade var, at Hans Tryde (lokal læge) og hans kone kom og malede hele huset. Vi var meget forundret over, at en læge ville gøre noget sådan, for vi havde aldrig set veluddannede mennesker lave sådan nogle arbejdsmæssige ting. Der var stor kulturforskel. Vi tænkte ikke engang på at hjælpe dem, det er underligt når jeg tænker tilbage. Ikke engang at gøre malingen parat.

Bolig i Ringsted

-Jeg fik en lejlighed rimelig hurtig, men jeg var den eneste af de 20-30 mennesker der arbejdede hos GH, der havde egen lejlighed. Den var ikke så god, men det var min egen. De andre boede i barakker uden bad. Det var på GH’s grund på Fluebæksvej i Benløse.

Dengang diskuterede jeg tit med min arbejdsgiver, om ikke de kunne få ordentlige boliger.

Der boede også mange tyrkiske mænd ved klubben. Slagteriet ejede nogle ejendomme i Sct. Knudsgade, hvor der boede en del på værelser, også på Teglovnsvej og nogle andre steder i byen var der værelser.

De fleste boede to mand på hvert værelse. Så købte man ind og lavede mad i fælleskab. Meningen var, at de ville spare penge på den måde og så rejse tilbage til Tyrkiet.

Men vi mærkede egentlig ikke nogen racisme. De fleste kunne ikke forstå hvad danskerne sagde og kunne ikke læse aviserne, så de var ligeglade om de skrev i aviserne, at vi lugtede af hvidløg. Men vi kunne arbejde og det var jo nok.

Vi havde en større tradition end danskerne for at samles. Vi samledes tit mange mennesker på Teglovnsvej og spillede kort og diskuterede, og det var der sikkert mange der syntes var mærkeligt, med så mange tyrkere samlet på ét sted.

F.eks. nytårsaften samledes vi og drak og festede. Det er vores tradition. Det gør vi stadig.

Dengang var der ikke mulighed for at gå alene i byen, fordi vi var bange for det. Vi kendte ikke nogle danskere. Derfor var vi bl.a. bange for at komme op at slås. Og derfor samledes vi privat. Vi vidste jo heller ikke at det var et så frit land.

Men vi har spist hvidløg og levet som vi gjorde i Tyrkiet. Vi havde ikke så gode muligheder for at lære dansk dengang. Vi lærte kun, hvad der var nødvendigt for at arbejde. Undervisningsmaterialet var kun lagt an på det. Men jeg har været på kursus hvert år hos en af dem som gjorde en stor frivillig indsats for os (Jørgen Koch, som var lokal politibetjent). Han kunne også lidt tyrkisk. Han gjorde meget for os. Han arrangerede ture til forskellige museer. Noget af det som vi mangler i dag. Specielt de gamle mennesker savner det i dag.

Der er specielt tre personer som gjorde meget for os dengang. Det var ud over Jørgen Koch, som også forklarede, at vi skulle passe på ikke bare at købe billige varer, fordi de kunne være stjålet og det var ulovligt. Det var der mange der ikke tænkte på dengang. Poul Rasmussen (journalist) og Kjær Hansen som var direktør for RIMAS dengang, Dr. Hans Tryde De fire har gjort utrolig meget for os. Det er nogle mennesker jeg aldrig vil glemme.

Da jeg kom til Ringsted var der nogle hundrede tyrkere, der havde været her et stykke tid. Men mange af dem rejste til Tyskland fordi de havde hørt, at der var bedre forhold arbejdsmæssigt og socialt. Men jeg er glad for at jeg blev her.

Da jeg startede med at arbejde på GH havde jeg både danske og tyrkiske arbejdskammerater. Der var stor forskel på at arbejde i Tyrkiet og Danmark.

Sproget og arbejdspladsen

-På RIMAS holdt vi tyrkere sammen, fordi vi kunne forstå hinanden og mange forstod ikke så meget dansk. Men på GH-Beton var jeg den eneste tyrker på værkstedet sammen med 6 danskere. Det er jeg glad for, for der var jeg nødt til at lære dansk. Det var selvfølgelig ikke alle der var så høflige, som man kunne forvente. De gjorde grin med mit sprog, hvis jeg sagde noget forkert. En dag blev jeg vred og sagde en hel masse på tyrkisk, og det kunne han ikke forstå. Jeg prøvede at forklare ham, at han ikke skulle grine når jeg sagde noget forkert, men rette mig så jeg lærte det og det hjalp. Jeg har haft mange gode arbejdskolleger, som var hjælpsomme og lært mig meget gode, men også dårlige ting.

Per Hansen, som var vores chef kom engang og spurgte hvordan det gik og jeg sagde: ”Intet lavet, intet ødelagt”. Jeg vidste ikke hvad det betød, men de andre havde lært mig, at det skulle jeg sige. Chefen vidste også at det var de andre, som havde lært mig det for at gøre grin med mig, så det var nu meget sjovt.

Jeg købte også et TV og så dansk fjernsyn og så skrev jeg de ord ned som jeg ikke forstod og spurgte mine kolleger dagen efter. Vi havde ikke ordentlig dansk undervisning, men jeg var heldig at lære det på arbejdspladsen. Jeg arbejdede på GH fra 1971 til sidst i 1974, hvor jeg blev fyret pga. oliekrise. Der var 380 ansatte dengang og pludselig skulle de ned på ca. 40 ansatte.

Da jeg blev fyret fik jeg tilbud fra slagtermesteren på slagteriet. Han ville gerne have mig ansat fordi han vidste, at jeg kunne være tolk for de mange på slagteriet, der ikke kunne dansk.

Men jeg søgte flere andre steder først. Jeg var også 14 dage på karrosserifabrikken Varig som svejser, men jeg havde ikke papir på, at jeg kunne. De andre arbejdere sagde til mester: ”Enten er det ham eller os”. Jeg kendte ikke til fagforeningerne, så jeg vidste ikke, at jeg skulle være organiseret i Metal. Jeg var jo bare i SID. Jeg var også kort hos en smed i Vetterslev, men jeg kunne ikke det der med CO2 svejsning. Derfor tog jeg imod tilbuddet fra Slagteriet.

Jeg måtte ikke være tolk i arbejdstiden, medmindre mester gav tilladelse. Der var mange tyrkere der arbejdede på slagteriet dengang. Danskerne var ikke så høflige overfor tyrkerne derude, så det var en helt anden verden at komme til slagteriet end arbejde i et byggefirma. Det var en helt speciel omgangsform i den verden.

Det er ok at lave sjov og drille hinanden -  tiden går bedre, men det var så hårdt på slagteriet. Engang blev jeg så sur, at jeg kastede noget efter en, som havde sagt noget grimt. Så stoppede de båndet fordi det var farligt. Jeg sagde, at jeg jo havde sagt gang på gang, at de skulle lade være med at sige sådan. Jeg var jo ikke som de andre, fordi jeg kunne forstå hvad de sagde. Så kom vores mester og advarede danskeren om, at han røg ud hvis ikke han tav stille. De skulle jo bruge vores arbejdskraft. Så kørte båndene igen. Danskerne ville gerne af med mig, men mester var glad for mig fordi jeg kunne være tolk.

Men det var nu ikke så nemt. Jeg var nystartet, og jeg kunne ikke følge med båndet, og de drillede for at jeg ikke skulle kunne følge med. 

Mens jeg var på slagteriet flyttede vi til nye store bygninger, hvor der var meget bedre forhold. Jeg var en af de første der startede på det nye slagteri. Ugen før de andre kom. Jeg fik også andet arbejde, som var bedre. På et tidspunkt flyttede de arbejdstiden så vi skulle starte kl. 6. Det havde jeg ikke mulighed for, fordi jeg skulle aflevere børn i børnehaven. ”Enten kommer jeg kl. 7 eller også må I fyre mig.” Derfor fik jeg lov til at starte i en anden afdeling, hvor de først skulle møde kl. 7. Jeg skulle arbejde på én-mands akkord – jeg kunne ikke finde ud af at arbejde med kniv, så jeg sagde nej tak. Så skulle jeg på kontoret og forklare. Men de var åbenbart glade for mig, fordi jeg fik en anden afdeling og lov til at arbejde på en gruppeakkord.

Det gik godt. Selvfølgelig var der ballade mellem danskere og indvandrere men de fleste gange var det p.g.a. misforståelser. Fordi man ikke forstod hinanden. Dengang var omkring 30 % af de ansatte på opskæringen tyrkiske. Det var egentlig ikke så mange, men i danskernes øjne var det flere hundrede.

Men selvfølgelig er der konflikter indimellem. Man burde måske ændre ”Skole og Samfunds”  slogan ”Har du snakket med dit barn i dag” til ”Hvornår har du snakket med én med anden etnisk baggrund”. Fordi fordomme ødelægger meget i Danmark. Når man ikke kender mennesker kan man nemmere fordømme.

Jeg holdt op med at arbejde på slagteriet i 1999 pga. en arbejdsskade. Jeg var slidt op. På slagteriet har jeg været fyret og ansat igen flere gange, sammenlagt har jeg været der i 20 år, men til sidst blev jeg ødelagt i skulderen og kunne ikke klare det længere.

Så var jeg sygemeldt i et år og så fik jeg min fyreseddel. Nu er jeg arbejdsløs, men jeg har mit politiske arbejde og jeg bruger meget tid på at læse alle de papirer, der kommer fra det politiske arbejde.

Foreningsmand

-Jeg har siddet i byrådet for Socialdemokratiet siden november 1997. Jeg stillede op i 1993, men det lykkedes ikke, jeg fik 177 stemmer, men det var en partiliste, så der var nogle der stod før mig på listen, men som fik færre stemmer, der kom ind. Da jeg blev valgt i 1997 fik jeg 337 stemmer.

Jeg startede med at lave foreningsarbejde meget hurtigt, da jeg kom til Danmark. Det var vores mening, at vi ville samle indvandrerne for at oplyse dem om, hvad der skete i samfundet. Sammen med de tre danskeres hjælp prøvede vi at gøre det så godt som muligt og at bevare vores bygning i Sct. Knudsgade.

Der gik et års tid efter jeg var kommet til Danmark, før jeg gik ind i foreningsarbejdet. Min kone var kommet og i starten skulle jeg tage mig af hende, da hun jo slet ikke kendte landet.

Så et års tid efter gik jeg ind i arbejdet med klubben (tyrkernes hus i Sct. Knudsgade). Jeg var med i bestyrelsen i flere omgange. Men jeg blev sur på et tidspunkt, da de valgte en person til formand, som slet ikke kunne dansk. Det betød, at jeg skulle være med for at oversætte, hver gang vi skulle henvende os til kommunen. Til sidst blev jeg så træt af det og gik ud af bestyrelsen sidst 1970’erne. I 1980 rev kommunen bygningen ned for at bygge ældreboliger. Klubben var hjemløs et stykke tid. Vi arbejdede på at få et nyt værested og i 1980 lykkedes det at få Køgevej 61.

Første gang der blev holdt møde i de nye lokaler, blev der uenighed mellem de forskellige grupper. Der var nogle der gerne ville have bibliotek på stedet, og nogle som gerne ville have moské. Så de blev uvenner.

Den gruppe der gerne ville have bibliotek gik derfor ud af foreningen. Dem der ville have bibliotek, var dem der ville have de unge kunne komme og læse i stedet for at gå i moské. Den anden gruppe var mere religiøse.

Der er også noget geografisk forskelligt. Gruppen, der ville have bibliotek kom fra ét område i Tyrkiet, de andre fra et andet. Så den forskel var der også.

Den ene gruppe gik altså, og jeg fulgte med udbryderne. Vi indrettede et lokale i Sct. Hansgade uden at få tilladelse, så vi besatte det faktisk. Men et par dage efter blev smidt ud. Derefter lejede vi et andet lokale i Sct. Hansgade.

I 1983 holdt vi den første generalforsamling. Vi havde aftalt, at den der fik flest stemmer skulle være formand. Jeg fik uheldigvis flest stemmer. Uheldigvis fordi der var nogle, som ikke kunne lide det. De kunne ikke acceptere det. Så blev der to grupper igen.

Vores gruppe gik derfor og lejede lokaler på Køgevej. Jeg blev formand i den forening, da jeg jo havde fået flest stemmer. Der var jeg formand fra 1983 til 1988.

I 1986 flyttede vi til lokaler på Haslevvej i RIMAS’s bygninger. Men det var lidt for langt væk fra bymidten. Så i 1990 flyttede vi igen. Denne gang til lokaler på Næstvedvej 42. Det var et dejligt sted, selvom det ikke var så stort, men vi var ikke så mange dengang. På det tidspunkt samarbejdede vi med den anden forening. Vi var næsten alle sammen fra samme landsby og mange var i familie med hinanden. Men i flere år var der folk der ikke engang ville hilse på hinanden.

Til sidst sagde jeg, at jeg godt ville være i bestyrelsen, men ikke formand længere. Jeg var også med til at prøve at få de to foreninger til at slå sig sammen. Det blev vi i 1990. Vi havde lejet lokalerne og der er vi stadig. Vi har ikke længere problemer med uenighed. Det er bl.a. fordi at de gamle, ikke har så stor indflydelse.

Men der er stadig flere andre foreninger. Den gruppe som vi forlod på Køgevej i 1983 eksisterer stadig. Nu har kommunen godt nok besluttet at sige lejemålet op, men foreningen er der stadig, selvom den er ved at blive til flere foreninger.

Der er en gruppe der har købt et hus. Der også kan bruges til moské. Men det er dyrt og derfor var der nogle der forlod foreningen. Det var nogle af de unge der gik, fordi de lavede moské i deres nye hus. Der er nok også mange af de unge, der gerne vil have en bajer, det er jo meget naturligt når man er født og opvokset i Danmark. Så ungerne gik deres vej. Og har selv lavet foreninger. Andre ville ikke betale så meget, så gik de. Så der bliver nok mindst 4 grupper ud af det.

Politiske og religiøse forskelle

- I RIKIF holder vi stadig sammen, og de andre kommer jo ikke bare over til os. Der er både religiøse og politiske forskelle på de forskellige tyrkiske grupper i Ringsted.

Indtil 1980, hvor militæret kom til magten i Tyrkiet, var der egentlig ikke de store uenigheder mellem os. Da militæret overtog magten i Tyrkiet påvirkede det os. Specielt de mennesker som tog på besøg i Tyrkiet og som blev mere og mere religiøse, når de kom til Danmark igen. Derfor blev der større og større uenigheder mellem de to store grupper i Ringsted p.g.a. nogle ting som skete i Tyrkiet mellem os (alevier og sunnimuslimer)

Men der er også politiske uenigheder. Vi er venstreorienteret og de andre er højreorienteret.

Men i mine øjne har vi i vores forening gjort for lidt ud af at være venstreorienteret. Vi har selvfølgelig købt venstreorienterede bøger og aviser. Det med aviser har vi kæmpet om. Nogle ville hellere have de mere farvestrålende tyrkiske aviser. Men jeg sagde nej tak, der er kun én venstreorienteret tyrkisk avis og det er den vi skal have.

Vi blev enige om en lokalavis (Dagbladet) og en venstreorienteret tyrkisk avis. Det er stadig dem vi holder og nu er de unge glade for det, selvom de gerne ville have de farvestrålende aviser i starten bl.a. p.g.a. sporten, men dem må de læse andre steder.

På et tidspunkt bliver jeg politisk aktiv. I 1981 fik indvandrerne lov at stemme til lokalvalg. Vi prøvede at påvirke forskellige partier og ved valgene gik det godt nok. De lovede en hel masse, men så blev vi glemt i 4 år. Så min gode ven, byrådsmedlem for SF, Kurt Bernheim, foreslog flere gange, at jeg skulle stille op. Det behøvede ikke være for SF, men bare et parti så vi kunne blive hørt.

Jeg spekulerede over det i 3-4 år. Til sidst var der nogle der sagde: ”Hvorfor prøver du ikke. Du har lavet en masse foreningsarbejde”. Jeg sad også i AOF’s bestyrelse. Så undersøgte jeg hvilke muligheder jeg havde. Jeg fandt ud af at i Socialdemokratiet var der de bedste muligheder. Jeg melder mig ind i partiet i 1988. Men kunne ikke stille op i 1989, fordi man skulle være medlem i 2 år før man kunne stille op. Så trak jeg mig tilbage, men blev meldt ind igen i 1990 og stillede op til byrådet. Jeg fik 177 stemmer og  kunne ikke forstå hvordan én der kun fik 100 stemmer, kunne blive valgt før mig. Det brokkede jeg mig over på generalforsamlingen og de forklarede mig, at jeg ikke havde forstået hvordan en partiliste fungerede. Jeg syntes ikke det er demokratisk. Jeg fik god opbakning og blev valgt ind ved næste valg.

Når man snakker med tyrkerne om politik siger de: ”En mand kan ikke gøre noget alene”. Men hvis man bruger indflydelsen rigtig, kan man gøre meget. Så derfor stillede jeg op og blev valgt. Jeg fik god opbakning fra tyrkerne, men jeg tror også mange danskere stemte på mig. Jeg vidste ikke, at der var så meget arbejde. Men alligevel er jeg glad for at møde og diskutere og lære forskellige mennesker at kende.

Der er nogen der tror jeg får mange penge for sidde i byrådet. Men med alle de møder der er svarer det til en timeløn på mellem 10 og 20 kr. Så gider de alligevel ikke. Men det er ikke for pengenes skyld jeg stiller op, men det er fordi jeg vil have indflydelse på samfundet og jeg kan godt lide det.

Er du Dansker ?

Både og. Man kan jo ikke glemme sin baggrund. Så jeg føler mig mere dansk, men det kommer an på hvem jeg snakker med. Når jeg snakker med en dansker føler jeg mig dansk, men når jeg snakker med en tyrker føler jeg mig tyrkisk.

Jeg er dansk statsborger, det blev jeg i 1987. Det var p.g.a. at mine børn skulle ud at rejse med skolen, så skulle de have visum hvis jeg var tyrkisk statsborger. Så hvis jeg blev dansk statsborger blev børnene det også og så var det lettere, men det var også lidt fordi jeg ikke ville tilbage til Tyrkiet. I Danmark har jeg tilpasset mig meget bedre end i Tyrkiet. Men det var mest for børnenes skyld.

Mine børn er tosprogede. De to ældste snakker ikke så godt tyrkisk, mens den yngste snakker godt tyrkisk. Hun lærte det da parabolantennen kom, så hun har hørt meget mere tyrkisk via musik og tv.

For de to ældste var det et problem for dem at finde kammerater når vi rejser til Tyrkiet, når de ikke var så gode til tyrkisk.

Hjemme kommer det an på hvem jeg snakker med, om jeg taler tyrkisk eller dansk. Når det er min kone er det tyrkisk. Når jeg snakker med min hjemmeboende datter, er det lidt blandet.

Når jeg snakker med mit barnebarn på 3½ år, er det tyrkisk. Han kan en god ting. Når han snakker med min kone og mig snakker han tyrkisk, og når han snakker med sine forældre er det på dansk. Han husker altid hvem han snakker med. Også selvom jeg snakker dansk til ham, så svarer han på tyrkisk.

Nogle gange bliver danskerne sure når vores børn og børnebørn lære tyrkisk. Men det er  den eneste mulighed de har for at lære om deres baggrund. Jeg synes mit barnebarn skal huske sin baggrund. Derfor skal han kunne tyrkisk.

Men mine børn føler sig nok mere som danskere end jeg.

Og det kommer da nok an på udviklingen om mit barnebarn vil lære sine børn tyrkisk. Men jeg syntes det er vigtigt, at lære tyrkisk så de kan snakke med familien, når vi er i Tyrkiet. Mine børn kan snakke med dem, men er ikke perfekte til det skriftlige. Men bare de kan snakke med dem.

Her i Danmark snakker man selvfølgelig dansk. Hvis vi har besøg af en dansker snakker vi selvfølgelig dansk, vores gæst skal jo forstå hvad vi siger. Sådan er det jo. Dansk er jo det fælles sprog.